fredag den 28. maj 2010

Fra youngtimer til veteran?

Jeg er jo i bund og grund både glad for og tilfreds med min E30 325i touring. Den har indtil nu være stabil, starter altid og lyder utrolig godt. Men på en eller anden måde er det bare en gammel bil - uden helt at være det alligevel. Den 'tænder' mig med andre ord ikke rigtig! Det hænger måske også sammen med, at det er min tredje.. Spørgsmålet er derfor om man skulle prøve noget ældre som brugsbil. Altså et skridt fra youngtimer til en egentlig veteran. Kravene til bil er jo stadig at den skal være rimelig driftssikker. Jeg bruger indimellem bil jobmæssigt - ofte på længere ture - i alt godt 10.000 km i løbet af et års tid. Herudover er der selvfølgelig en del privat kørsel, så totalt nærmer vi os jo hurtigt 20.000 km årligt.

Spørgsmålet er om en rigtig klassiker kan gøre det næsten ligeså godt i det daglige - og ikke mindst sjovere? Jeg har ofte tænkt på gamle Opel'er - eksempelvis Commodore som en mulighed (kan ikke helt forklare hvorfor!!??), og der står jo også stadig en fin rød Triumph 2000 til salg hinsidan. Men en Amazon var måske også en mulighed? De er jo ikke ualmindelige i gadebilledet, så sent som i dag stod der faktisk en 'herregårdsversion' her på villavejen i en fin limegrøn kulør og på sorte plader:
Den gamle Volvo har jo mange fordele, bl.a. at den er til at skrue i og at dele er nemme at skaffe. Den er desuden rummelig og kan i brugsstand findes til priser, der ikke ligger langt fra E30'erens værdi. Et for mig at se nogenlunde risikofrit skifte. Spørgsmålet er jo så bare, om sådan en Amazon er til at leve med i det daglige og jobmæssigt - f.eks. Århus - Hjørring og retur?

8 kommentarer:

  1. Herregårdsvognen er totalt god stil. Ingen tvivl. Men for en mand, der sætter så stor pris på lyskryds som dig... så tror jeg altså hurtigt du bliver træt af det. Komforten er nok heller ikke helt på niveau med det man kunne ønske på en langtur? Men jeg tager meget gerne en prøvetur hvis du finder en - de er altså fede!

    SvarSlet
  2. Jeg kan i hvert fald godt sætte mig ind i, at sådan en herregårdsvogn vækker langt flere følelser end din noget nyere tyske ditto.

    Jeg har selv altid troet meget på "se over skulderen"-faktoren: Når man går væk fra sin bil, hvor tit kigger man så lige tilbage for at nyde synet? Og hvor glad bliver man, når man gør det? De følelser tæller jo godt på plussiden.

    Problemet er bare, at du til tider nok også vil føle noget helt andet - såsom irritation over støj, præstationer og underlige funktionsmåder. Eller slet og ret over fejl (men det får selv en 325 vel også hen af vejen).

    Og hvad vejer så tungest? Det kan kun du afgøre for dig selv. For mit vedkommende betyder den dér glædesfaktor så meget, at jeg accepterer de små skæverter i hverdagen, som alle gamle biler har. Det betyder ikke, at jeg elsker selve fejlene, som nogen til tider har antydet ligefrem er en af grundene til at holde af gamle biler - den køber jeg trods alt ikke. Men hellere en sjov bil med særheder end en mere kedelig uden.

    Om den er til at leve med i det daglige er lidt en variant af det spørgsmål: Jo gladere man er for den som klassisk bil, desto flere mangler accepterer man i dagligdagen.

    Rent praktisk kan en herregårdsvogn garanteret alt det den skal kunne, men bare på en anden og måske mindre tilgængelig måde end en nyere bil. Dét er for mig et plus, fordi man så skal køre bilen - det kan jeg godt lide. Det var jo faktisk et problem med min BMW 2002 Touring - den var så god, at jeg ikke havde nok arbejde med at køre den.

    Til langture skal man huske gearingen: Mange gamle biler er slet ikke gearet til marchhastigheder på hveken 110 eller 130. Men Volvo'en fås med overdrive, så mon ikke det går. Det løftede i hvert fald både min gamle 2.5PI og GT6 op i en helt anden klasse, da jeg fik eftermonteret overdrive på dem.

    SvarSlet
  3. Jeg forstår dilemmaet fuldt ud. Charmen ved en gammel bil kontra ulemperne under daglig kørsel.

    Jeg har jo selv altid kørt i gamle SAABer der var mellem 10 og 15 år gamle og nydt det. Problemet med youngtimerne er i mine øjne at de minder for meget om dagens biler, dvs for meget plastik og grimt design både inde og ude. For mig skete skredet i årene fra 75 til 85, her blev bilerne bare mere og mere upersonlige og ligegyldige på trods af store tekniske fremskridt. Jeg kompensere lidt ved at købe og køre første udgaverne af mine biler for jeg føler disse har mest hjerteblod og personlighed. Jeg gjorde det med SAAB 99 Combicoupe, SAAB 9000 og nu SAAB 95. Alle er af første aftapning hvor de efter min mening var renest i design og idé.

    Jeg synes godt du kan anskaffe dig en firserbil istedet for en egentlig klassiker fra halvfjerdserne, du skal blot vælge en af dem med charme og personlighed. Mine favoritter kunne f.eks være en Alfa 6, en Lancia Thema, BMW 528i E12, Volvo 164E eller min personlige favorit SAAB 99 Turbo combicoupe.

    Lars

    SvarSlet
  4. Undskyld volvoen er vist ikke fra firserne men en tidligere aftapning.

    Lars

    SvarSlet
  5. MBA'en har også meget længe bearbejdet mig for en Saab Turbo, men den er endnu ikke lige mig. Jeg kan dog godt se, at den (og alle de øvrige Lars nævnte) har den væsentlige fordel frem for en Amazon, at de er meget hurtigere - så lige på dét punkt vil med de biler næppe mangle noget.

    Men ellers er jeg nogenlunde enig i kommentaren med tidsperioden: Der skete desværre noget med bilerne fra midthalvfjerdserne - de blev mere rationelle, kliniske og velovervejede, og de fine og/eller skøre detaljer blev gradvist skåret væk. Det er også derfor, at jeg ikke rigtigt kan se mig selv i en youngtimer.

    Så nu i øvrigt en herrefed herregårdsvogn nede ved Godsbanens kreative naboer - komplet med tagbagagebærer og fede kufferter derpå: Det var yderst gennemført og lækkert.

    SvarSlet
  6. Jeg kan godt følge jeres betragtninger vedr 75-85. E30 modellen kom jo i 1983. Og jeg synes faktisk at den klassiske BMW instrumentering - hvor alt er vinklet mod føreren og det ret kantede design holder hele vejen hjem..

    Men når det er sagt - så er har E30'eren ikke den der "se over skulderen" virkning på mig. Selvom der da godt kan være en gensynsglæde at spore, når jeg igen nærmer mig bilen. Men som skrevet er det også min 3. E30. Jeg har faktisk grublet lidt over, om jeg fremadrettet skulle prøve at leve efter følgende regel:

    Aldrig mere samme bilmodel to gange!

    Det betyder jo, at jeg skal til at sætte tempoet lidt ned, da jeg ellers risikerer at løbe tør for bilmodeller :-) Men diskvalificerer samtidig Amazonen, da min allerførste bil faktisk var 1/3 Volvo Amazon 122s markræser!! Men da det er den første (og ikke var på plader) kan der måske gøres en undtagelse..

    Lars, jeg har ofte kigget og900 SAAB som youngtimer. Jeg er vild med designet og den ekstremt lodrette forrude - det giver en fed fornemmelse bag roret - og de kører faktisk utrolig godt. Jeg har prøvet adskillige, både med og uden turbo! Men hold k... hvor de har nogle rust issues de SAAB'er??! Også markant mere end fx e30 modellen, der ellers heller ikke kan sige sig helt fri...

    Claus, jeg også skævet en del til den røde Triumph mk1 2000, du lavede indlæg om - den er stadig til salg i Sverige. ER de ligeså nemme at skaffe dele til som fx en spitfire?

    Jeg korresponderer for nuværende også lidt med en gut der har en ret pæn Volvo 164e til salg.. Så jeres forslag er jo ikke helt ved siden af;-)

    SvarSlet
  7. Hvis du vil gå efter den svenske 2000 mk1, så kan det være du skal tage et kig her: http://triumph2000register.co.uk/?page_id=567

    Jeg undre mig over, at den stadig står til salg, og har i øvrigt selv overvejet den kraftigt...

    SvarSlet
  8. Undrer også mig Lohmann.. Men en aldrende englænder er måske hller ikke det oplagte valg som en helårs veteran.. Der står fx 164'eren nok alligevel stærkere!

    SvarSlet