fredag den 30. april 2010

50th Targa Florio 1966

Alfa Romeo TZ 2, der ofte betegnes som en mini GTO, er blandt mine absolutte drømmebiler. Den er kun produceret i 14 eksemplarer, og er dermed endnu mere sjælden end en Ferrari 250 GTO. I mine øjne er TZ 2 faktisk også mere attraktiv end en GTO.

Her fx et par billeder af Enrico Pinto og Nino Todaro i Alfa Romeo TZ 2 (Startnummer 126) på vej mod 4. pladsen i Targa Florio 1966 - kun overgået af et par Porsche Carrera 6 og en enkelt Ferrari Dino 206 S, men stadig foran flere Carrera 6'ere, Ferrari'er mm. Lidt af en bedrift, der også viser, hvor godt styrende den lille 'screamer' er:

onsdag den 28. april 2010

Endnu en 1600 Junior Zagato hinsidan..

Til salg på blocket.se. Se annoncen her.

Der er i øvrigt en sammenlignende test i maj nummeret af Classic Cars, hvor Junior Z foretrækkes fremfor Fulvia Zagato.

Jeg synes sgu den er fin - især i denne grønne farve og med brunt interiør - en kopi af den bil, der står på Alfa Romeos eget museum:

mandag den 26. april 2010

Superb patina..

Bizzarrini 5300 GT Corsa.. I want one!

søndag den 25. april 2010

Til salg hinsidan: Alfa 1600 Z

Fantastisk lækker bil til salg på den svenske Alfa Romeo Klubs hjemmeside - se under 'Annonser'.

Lidt billeder:

E30 shining..

Nyt navn til min blog og nyvasket bil!

I dag er min 325i touring blevet vasket og tørret efter med vaskeskind i alle ender og kanter.. Det afslørede en - synes jeg i hvert fald selv - meget fin bil med forbavsende lidt rust i forhold til, hvad jeg før har set på samme model. Den kom faktisk også til at stå relativt pænt i lakken:
De originale 15" BBS fik også den helt store omgang - dvs. Sonax fælgrens og en tur med diverse børster. Resultatet blev meget tilfredsstillende, og viser endnu en gang at Sonax og BBS går hånd i hånd:

lørdag den 24. april 2010

ASA Mille = Baby Lusso



ASA (Autocostruzioni Societa per Azioni) er et interessant stykke automobilhistorie. ASA bilerne blev til efter idé af selveste Enzo Ferrari med det mål at udbrede Ferraris tekniske løsninger, design og køreoplevelse til en større del af befolkningen. ASA bilerne havde derfor en del teknik til fælles med samtidige ferrari modeller. ASA bilerne fik det meget betegnende kælenavn 'Ferrarina' (lille Ferrari) i Italien.

ASA Mille (1000 GT), der også kaldes 'Baby Lusso' har eksempelvis samme boring og slaglængde som ferrari 250'erne, men kun 4 cylindre, og dermed altså 1.000 ccm mod ferrariernes 3.000 ccm. Stemplerne og andre dele som benzintanken er således de samme som i Ferrarierne - ligesom bremsesystemet på ASA Mille er hentet direkte fra en Ferrari 250 GTE.

ASA Mille kan ses som forgængeren til Fiat Dino, der jo ligeledes var et forsøg på at lave en Ferrari til masserne. ASA Mille er dog langt sjældnere end Fiat'en og skulle også være på et markant højere niveau, hvad angår kvaliteten. Motorpressen var også vilde med den. Motor skrev: ”excellent example of elegance combined with compactness”, og Road & Track supplerede: ”The show’s only headliner was to be found on the Bertone stand. This was the baby Ferrari… its clean shape proclaiming it to be the newest style of businessman’s express”. På fabrikken i Milano blev der i alt produceret 118 ASA Mille mellem 1963 og 1967 – heraf ca. 80 coupé'er. Den fandtes også som spider.

Det kunne da være et fint sæt – sådan en ASA Mille coupé og en Dino coupé under temaet: Ferrari til Folket!

ASA Milles lille fircylindrede motor yder 97 hk ved 7.000 omdr. i min. Bilens chassis er direkte inspireret af selveste Ferrari 250 GTO – kreeret af selvsamme Giotto Bizzarini. ASA Mille fandtes både med 4 + overdrive og 5 trins gearkasser.

Jeg har kun tilbage at sige: I want one!!!!

Inside BMW E30

Min dejlige 325i har igen i denne uge måttet gøre det ud for markvogn, men har også været udsat for anden arbejdsrelateret kørsel:

Den klarer det hele på yderst tilfredsstillende vis - uden nogen form for brok overhovedet!! Vi var bl.a. på losseren med et ordentligt læs - M20B25'eren lader sig dog ikke mærke synderligt af det, og trækker fint igennem - selv med en fyldt trailer.

Derfor havde den fortjent en tur med støvsuger og en fugtig klud. Jeg var også rundt i hjørnerne af ventilationskanaler mm med vatpinde. Det pyntede!! De meget fine og originale M-tech sportslædersæder blev vasket af i sæbespåner og ser nu forholdsvis pæne ud. Er sæbespåner den bedste måde at holde dem pæne på? Eller skal de fx have fedt?

Efterfølgende blev to døre og bagklap slebet af for rust - og har fået den første grunder. Der er også monteret Alpine anlæg med iPod opkobling i handskerum, og i den forbindelse lykkedes det mig at få de separate diskant enheder i fordørene til at spille med = utrolig god lyd! Så nu er der til lidt afveksling, hvis jeg (rent utopisk) skulle blive træt af at lytte til den musik de 6 cylindre oppe foran leverer. Der blev også lige tid til at nyde det, efter min mening klassiske og meget lækre, BMW instrument bord:
Klassisk BMW kabine med M-tech II læderrat og midterkonsol, der er vinklet mod føreren.

fredag den 23. april 2010

Endnu en screamer..

Honda s600 = 57 hk ved 8.500 omdrejninger i minuttet (max 9.500)!!!

torsdag den 22. april 2010

E30 325i touring - en økobil!

Jeg ser på mig selv som bilentusiast, og går normalt ikke meget op i fx brændstoføkonomi - Shell har jo så meget, at de sælger af det:-)

BMW'en har de seneste par dage transporteret mig 750 km - uden problemer af nogen art. Den er IKKE blevet sparet og har fået lov at strække godt ud i gearene - alligevel har den præsteret 10,22 km/l i snit på Shell's 99 oktan!! Egentlig ret imponerende af en mere end 20 år gammel konstruktion med 170 hk..

Det får mig til at tænke: Der kunne sikkert opstilles et par interessante regnestykker - Ny minibil sammenlignet med at køre videre i en youngtimer som BMW'en, dels med miljøbelastningen og dels med totaløkonomien for øje..

mandag den 19. april 2010

Moretti Sportiva Coupé

Den lille mini-dino's design er super vellykket - specielt bagfra.


Inspireret af hr. Ebberfelds nylige indlæg om Fiat 850 spider - og ikke mindst kommentarerne om Moretti bilerne til selvsamme indlæg - blev jeg helt varm på sådan en lille sød Moretti Sportiva Coupé...

Moretti Motor Company blev etableret i 1925 af Giovanni Moretti med henblik på at designe og bygge motorcykler.

Moretti begyndte at producere biler i 1946 og skiftede sidst i halvtredserne fra at bygge hele biler (in-house) til at bygge biler baseret på Fiat dele og modeller. Moretti Sportiva Coupé var en af dem. Den blev produceret på basis af Fiat 850 i perioden 1967 til 1971 i ca. 300 eksemplarer i varierende former. Motoren var fra begyndelsen på 843 ccm, ligesom i 850'eren, men senere versioner havde en 'boret' version af motoren på 982 ccm, og præsterede hele 62 hk! I fuld Abarth trim kunne den lille 'screamer' runde 112 hk!!

Jeg har først i dag fået øjnene op for den lille Sportiva Coupé. Jeg fatter ikke, hvorfor det har taget mig så laaang tid, for den er da bare super fin og med 850'eren som udgangspunkt sikkert også sjov at køre! Den er hermed tilføjet min ønskeseddel:-)

søndag den 18. april 2010

California cruising..

Sidste klassiske ferrari i denne omgang. Ferrari 250 GT swb California spyder. Den ville sgu da se endnu bedre ud med lidt patina/brugsslitage, nogle matsølv borani-hjul og et par sorte DK nummerplader - det er jo ikke nogen helt ny vogn længere!!!

1963 Ferrari 400 SuperAmerica..

Så bliver det ikke mere eksklusivt - og det her er absolut en af mine favoritbiler:

Som Steve McQueen..

Ferrari 250 GT Lusso Berlinetta:
Mr. "King of Cool" var vild med sin:

E30 - tabt underlæbe igen monteret!

Min 325i touring tager form.. I dag blev der tid til at 'nusse' lidt i en lille times tid. Et par stenslag i frontspoileren blev lappet med lidt 'stone chip'-spray, og den brugte frontspoilerlæbe blev monteret med nye clips.. Så nu tager fronten sig markant bedre ud:

fredag den 16. april 2010

330 GTC - billigste 'rigtige' Ferrari?

I dag er ferrari alt for meget stank af hest.. Det er lige før det bliver usmageligt!

Men der var en gang - dengang en Ferrari havde en V12 i front, og var = The Grand Tourer...

I dag er disse biler for en stor dels vedkommende uopnåelige.. Og desværre ofte i hænderne på folk, der for mig at se, har et lidt forkert billede af, hvordan de bør behandles. De bliver restaureret til concours stand med alt alt alt for blanke trådfælge mm. Det er usmageligt!! Men heldigvis kan man stadig finde eksemplarer, der ikke er helt ødelagte.. Og nogle af dem faktisk til en fornuftig pris. Har set ferrari 330 GTC med en smule patina til 5-700.000 kr. Stadig væsentligt over mit bilbudget - men hvem ved? Bare en lottogevinst, så er den der..

330 GTC = 4 liters Colombo V12 og 300 hk. Hvem f..... ville så vælge en Jaguar E som alle andre, hvor de standard monterede bremsers effekt svarer til at række en søndagsavis ud af sidevinduet???
330 GTC? Ja tak!! Men helst ikke i rød...

325i - den ultimative markræser??

I dag har min e30 været i marken... En tur på Fyn, hvor vi besigtigede forsøg. Jeg benyttede lejligheden til at teste de tekniske opdateringer (ny tandrem, olie, tændrør mm.) - og kørte den godt ud i gearene!! Der er få motorer, som kan måle sig med lyden af en klassisk M20'er i den høje ende af omdrejnings-skalaen - der lige op til hvor begrænseren stopper legen. Og i 2,5 liters udgaven griber den forbavsende hurtigt ind op gennem første, andet og tredje gear... På vej hjem stoppede jeg i Ryslinge efter en 'ny' og rustfri højre fordør. Så er den på plads!

Som det måske fornemmes er jeg meget tilfreds med mit nyeste bilkøb. Kun to irritationsmomenter er nu tilbage: Den meget lidt pæne rustne forskærm i højre side, og de meget ringe - og på ingen måde runde bambus-dæk bilen lige nu er monteret med! Dæk er bestilt.. Og kan forhåbentlig monteres i næste uge :-)

torsdag den 15. april 2010

E30 update II..

Så kom 325'eren hjem igen - dejligt!! Den har været savnet det sidste par dage..

Det er ellers godt at være bil her i huset.

Hos NICA i Hinnerup har min e30 touring fået nye tændrør og -kabler. Der er skiftet tandrem, remstrammer og vandpumpe. Den har fået nye bremseklodser i bag og alle bremser er adskilt og smurt. Der er også skiftet kølervæske og termostat, ligesom M20'eren har fået ny olie + filter. Endelig er oliestand i bagtøj og gearkasse kontrolleret. Sidst men ikke mindst er der tanket op med 99 oktan - klar til en tur til Fyn og retur i morgen. På Fyn skal der hentes en 'ny' højre fordør i samme farve - uden rust og evt. en ny soltagsplade..

Kosmetisk sker der også lidt:

søndag den 11. april 2010

BMW e30 update!

Min 'nye' 325i har været benyttet flittigt i de seneste dage. Den går bare godt! Og den er hurtigere end jeg erindrer det - sådan en e30 med den store kværn.. Forskellige 'småting' har dog åbenbaret sig i løbet af det første par dages brug:

  • Den bliver varm i tæt bytrafik - så der skal tjekkes viskosekobling/termostat, for blæseren kører IKKE!
  • Jeg må have fundet nogle andre dæk - de 'no name', der er monteret nu både ryster og støjer så meget at en stor del af køreoplevelsen går tabt.
Det første punkt tager NICA i Hinnerup fat på onsdag - for der er i forvejen bestilt tid til t-rem skifte, vandpumpe mm. Mht. dæk overvejer jeg lige nu, om jeg skal have sporty Toyo som på min sidste 325i - eller om jeg skal gå efter mere komfortable, og altid gode conti eller evt. Michelin. Er der andre gode bud? Nokian er endnu et alternativ med god komfort og slidstyrke til rimelige penge. Det er jo trods alt en familie øse!! 

Jeg har også taget fat på det kosmetiske: Højre fordør er ret rusten, men jeg har fundet en rustfri i den rigtige Diamant-schwartz metallic lakering til 400,- hos en BMW entusiast på Fyn. Hos Koed.dk har jeg desuden bestilt lakstift, 4 nye fælgemblemer, oliepåfyldningsdæksel og en original, men brugt frontspoilerlæbe..

I 'bøndernes paradis' er der indkøbt et stk hundegitter, så de to firbenede familiemedlemmer bliver bagerst i vognen, når de en sjælden gang er med ude at køre. Arrangementet blev prøvekørt i går, og det virkede som om der var stor tilfredshed på bagerste række!

Mere følger i de kommende dage..

torsdag den 8. april 2010

Det blev en af dem fra Bayern..

Helt præcis en BMW e30 325i touring i original stand. Den blev hentet her til aften. Mere om nyerhvervelsen i nærmeste fremtid..

Michael H lagde som så ofte før bil og ekspertise til. Tak for hjælpen Mike! Det er Michaels fine E30 320i til højre - og nyerhvervelsen til venstre i billedet:

tirsdag den 6. april 2010

Youngtimer søges!

Da Alfa'en nu er solgt, er jeg på jagt efter en youngtimer med lidt stil, der kan stå for min daglige transport.

Med i overvejelserne er:
  • BMW e30 (selvfølgelig)
  • BMW e28
  • Mercedes W123
  • Mercedes W124
  • SAAB 900
  • Måske noget Volvo??
Bud og gode hints modtages med stor glæde..

Farvel til Alfa 164..

Dagene med Alfa 164 er nu talte.. Det blev til 21 dage bag rattet og 1470 km i alt, herunder en tur til Lolland, hvor vi strakte ben på motorvejen:
En 164'er er egentlig en utrolig fin bil - en af de bedre jeg har haft! Valgte dog alligevel at slå til, da jeg fik et godt bud på den.. Skal man så grine eller græde? Kommer i hvert fald til at savne den karakteristiske twin-spark Alfa lyd, den fine førerplads:
Og den gode røv:
Men ikke så meget tankerne om, hvilket el-problem den nu kan diske op med, når jeg drejer nøglen... Måske er det alligevel ikke farvel, men på gensyn. Næste gang, der står en 164'er i min indkørsel, bliver det dog en QV'er med 24 ventiler - til ren fornøjelse!

Det er en af den slags biler, hvor ejere hilser anerkendende på hinanden, og ubevidst kører kolonnekørsel, når de en sjælden gang mødes på motorvejen.. En bil med sjæl.