For noget tid siden var Michael H og jeg ude at se på bil. Der var tale om en meget fin Datsun 240Z importeret fra Californien. Bilen var som sælger havde lovet rigtig pæn, og næsten fri for rust, og vil derfor formentlig kunne synes nogenlunde som den er. Der var nemlig skiftet bremser, støddæmpere etc. for nylig.
Bilen stod på König fælge - ikke lige min smag - idet de efter min mening er lidt for brede og lidt for lave mht. dækprofilen til en årgang 1970. På motorsiden var der opgraderet med en 2,8 liters motor og en 5-trins gearkasse (de fleste USA biler var med 4-trins gearkasse eller automatgear). Den fine 240Z stod derudover i en pæn og original stand:
Sæderne var slidte, men der medfulgte nye speciallavede covers i kunstlæder og et nyt og mindre rat. Personligt foretrækker jeg det patinerede og originale trærat, der sad i bilen:
Jeg er vild med enkle og klassiske instrumentbord i sådan en 240Z. Kørestillingen er lækker på en intim måde, bl.a. på grund af de høje dørsider. Bilen kunne desværre ikke prøvekøres, da den stod uden nummerplader og afgift. Der var imidlertid ingen tvivl om lyden - den var lækker - hvilket jeg på ikke særlig retfærdig vis har forsøgt at gengive her:
Kobling, gearskifte mm. virkede også umiddelbart overbevisende. Alt i alt var der i mine øjne temmelig meget lækker bil for langt under 100.000 kr. Så mangler vi bare at sælge Vignalen...
TomKristensen vandt sammen med svenskeren Kenny Brack dette års RACTTCelebration ved Goodwood Revival, der løb af stablen i den forgangne weekend. Løbet blev afviklet i silende regn og Toms våben var denneShelbyAmericanCobraDaytonaCoupe (billede fra Classic & Sports Car):
Efter skandinaverne fulgte blandt andre den tidligereF1-kørerog nuværendetv-kommentatorMartinBrundleiNickMasonsFerrari250GTO og JochenMassiendnu en ACCobra. Den blå Daytona Cobra virker for mig ikke særlig harmonisk i designet. Jeg kom derfor som så ofte før til tænke på ACs Le Mans Coupé, der er min absolutte favorit blandt alle Cobra-versionerne. Bygget i et eksemplar af AC Cars og internt kaldet A98 (efter nummeret på Alan Turners tegning). Her er den klar til afgang på fabrikken i Thames Ditton før Le Mans 1964:
Min favorit - her fotograferet unden for AC's fabrik inden afgang til Le Mans 1964:
I Le Mans blev bilen totalsmadret som følge af en dækeksplosion, men eksisterer heldigvis stadig den dag i dag. Det takket være piloten Barrie Bird, der overtalte Derek Hurlock til at sælge ham vraget, så A98'eren kunne genopbygges. Jeg har tidligere skrevet om A98 på Le Mans i 1964 her. Nedenfor ses et par billeder af den smukke Coupé, som den ser ud i dag. Den slår i mine øjne Toms Daytona set fra alle vinkler - lavere, bredere og uden Daytona-versionernes lidt for korte, lidt for buttede udtryk:
Jack Sears, der har kørt alle versioner af AC's Cobra inklusive Daytona Coupé og den ligeledes lækre Willment Coupé, omtaler A98 som den bedste af dem alle. Sears begrunder det med A98'erens suveræne køreegenskaber samt at den er meget hurtig og stabil på de lige stræk. På Le Mans var netop Sears (der delte A98 med Peter Bolton) den ene af de 2 GT-biler, der kørte på omgangstider på under 4 minutter i 1964. Kun Daytona Cobra'en kørt af Dan Gurney og Bob Bondurant, der senere vandt løbet komfortabelt, kunne følge med. Føringen i løbet skiftede flere gange mellem Sears i A98 og Gurney i Daytona frem til ulykken på omgang nr. 77... På Mulsanne blev A98 i øvrigt målt til over 180 mph.
Jeg SKAL bare til Goodwood Revival en gang. Og til den tid håber jeg at A98'eren kører med og vinder, gerne med Tom bag rattet !
I sommerferien var jeg i markedet efter en sjov og sporty klassiker. Det var vist min gode ven Michael H, der gjorde mig opmærksom på en fin Fiat X1/9 i semi-race setup, der var til salg på Fyn. Bilen var fra 1979 og altså med 1,5 liters motor. Dette eksemplar var dog krydret med to dobbelte 40 mm Dellorto karburatorer, modificeret topstykke, skarpere knast mm., og skulle ifølge sælger have godt 100 hk at gøre godt med. Bilens ydre var pyntet med nogle ret lækre klistermærker og gule Abarth fælge, og så faktisk ret fræk ud:
Jeg tog til Fyn for at se bilen an, og blev ikke skuffet. Det styrtregnede under prøveturen, så jeg kørte forsigtigt. Det umiddelbare indtryk var dog at bilen kørte fantastisk, føltes ret hurtig og styrede knivskarpt - takket være en undervogn med Eibach fjedre og Koni dæmpere samt bremser fra en Uno Turbo. Allerbedst var dog lyden. Den har jeg forsøgt at illustrere med dette videoklip (jeg undskylder for kvalitet og rystelser):
Alt i alt en super fed bil. De 100 hk+ virkede ikke som en overdrivelse. Prisen var godt 30.000 kr. i nysynet stand - faktisk overraskende billigt for en så velkørende, sporty og opmærksomhedsskabende bil. En perfekt bil til den daglige tur til og fra arbejde samt til weekendens track days. Jeg burde have købt den...
