lørdag den 24. april 2010

ASA Mille = Baby Lusso



ASA (Autocostruzioni Societa per Azioni) er et interessant stykke automobilhistorie. ASA bilerne blev til efter idé af selveste Enzo Ferrari med det mål at udbrede Ferraris tekniske løsninger, design og køreoplevelse til en større del af befolkningen. ASA bilerne havde derfor en del teknik til fælles med samtidige ferrari modeller. ASA bilerne fik det meget betegnende kælenavn 'Ferrarina' (lille Ferrari) i Italien.

ASA Mille (1000 GT), der også kaldes 'Baby Lusso' har eksempelvis samme boring og slaglængde som ferrari 250'erne, men kun 4 cylindre, og dermed altså 1.000 ccm mod ferrariernes 3.000 ccm. Stemplerne og andre dele som benzintanken er således de samme som i Ferrarierne - ligesom bremsesystemet på ASA Mille er hentet direkte fra en Ferrari 250 GTE.

ASA Mille kan ses som forgængeren til Fiat Dino, der jo ligeledes var et forsøg på at lave en Ferrari til masserne. ASA Mille er dog langt sjældnere end Fiat'en og skulle også være på et markant højere niveau, hvad angår kvaliteten. Motorpressen var også vilde med den. Motor skrev: ”excellent example of elegance combined with compactness”, og Road & Track supplerede: ”The show’s only headliner was to be found on the Bertone stand. This was the baby Ferrari… its clean shape proclaiming it to be the newest style of businessman’s express”. På fabrikken i Milano blev der i alt produceret 118 ASA Mille mellem 1963 og 1967 – heraf ca. 80 coupé'er. Den fandtes også som spider.

Det kunne da være et fint sæt – sådan en ASA Mille coupé og en Dino coupé under temaet: Ferrari til Folket!

ASA Milles lille fircylindrede motor yder 97 hk ved 7.000 omdr. i min. Bilens chassis er direkte inspireret af selveste Ferrari 250 GTO – kreeret af selvsamme Giotto Bizzarini. ASA Mille fandtes både med 4 + overdrive og 5 trins gearkasser.

Jeg har kun tilbage at sige: I want one!!!!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar