Viser opslag med etiketten Datsun. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Datsun. Vis alle opslag

fredag den 23. september 2011

Datsun 240Z besigtiget...

For noget tid siden var Michael H og jeg ude at se på bil. Der var tale om en meget fin Datsun 240Z importeret fra Californien. Bilen var som sælger havde lovet rigtig pæn, og næsten fri for rust, og vil derfor formentlig kunne synes nogenlunde som den er. Der var nemlig skiftet bremser, støddæmpere etc. for nylig.

Bilen stod på König fælge - ikke lige min smag - idet de efter min mening er lidt for brede og lidt for lave mht. dækprofilen til en årgang 1970. På motorsiden var der opgraderet med en 2,8 liters motor og en 5-trins gearkasse (de fleste USA biler var med 4-trins gearkasse eller automatgear). Den fine 240Z stod derudover i en pæn og original stand:
Sæderne var slidte, men der medfulgte nye speciallavede covers i kunstlæder og et nyt og mindre rat. Personligt foretrækker jeg det patinerede og originale trærat, der sad i bilen:
Jeg er vild med enkle og klassiske instrumentbord i sådan en 240Z. Kørestillingen er lækker på en intim måde, bl.a. på grund af de høje dørsider. Bilen kunne desværre ikke prøvekøres, da den stod uden nummerplader og afgift. Der var imidlertid ingen tvivl om lyden - den var lækker - hvilket jeg på ikke særlig retfærdig vis har forsøgt at gengive her:
Kobling, gearskifte mm. virkede også umiddelbart overbevisende. Alt i alt var der i mine øjne temmelig meget lækker bil for langt under 100.000 kr. Så mangler vi bare at sælge Vignalen...

mandag den 6. december 2010

Lækker japaner til salg i USA

Fik et link til denne fine vogn i dagens mail fra "Bring a Trailer". Der er tale om en af mine absolutte favoritter, blandt de japanske biler. En Toyota 2000 GT er da på nogle måder mere attraktiv, men den jo også er i en helt anden liga, rent prismæssigt!

Der er selvfølgelig tale om en Datsun 240Z, og bilen ser ud til at være i præsentabel stand med lækre Panasport fælge. Ifølge sælger er der for nylig lavet en del på bilen, herunder elektronisk tænding, ny køler samt en justering af SU-karburatorerne.

Et par billeder af vidunderet:
JA - også instrumentbordet i sådan en 240Z er da bare super lækkert...

Prisen for disse herligheder er 7.000 $, og til den slags penge må det da stadig kunne betale sig at hente sådan en 240Z til DK??

Se BAT-indlægget om den fine Datsun her.

En Datsun 240Z gør sig i øvrigt også godt som racer - som her ved CRAA 2010: