Viser opslag med etiketten 900. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten 900. Vis alle opslag

lørdag den 1. januar 2011

Prisen for SAAB 900: 26 minutter

Julen har bragt et par tusinde km bag rattet på SAAB'en, der har fungeret fuldstændig upåklageligt samtlige km. På dagens tur hjem fra nytårsaften i Nordjylland var motorvejene for en gangs skyld frostfrie og relativt tomme. Og kun i en sådan situation kommer min og900 lidt til kort. For den går altså bare bedst med 110-115 km/t. Over 120 stiger støjniveauet markant, og så bliver bilen en smule 'levende' i stærk sidevind, når den som på turen i dag er fuldt lastet med kone, barn, hund plus oppakning. På gode dage kan det være afstressende af køre SAAB i inderbanen med 110, sovende familie og radioen på P1... Men i dag villle jeg bare gerne hjem! Og så sad jeg pludselig og savnede min Audi A4 tdi 130:
I Audien havde jeg lagt 6. gear ind, sat fartpiloten på kørekortsvenlige 143 km/t og nydt den velafstemte sportsundervogn samt den fremragende retningsstabilitet fra det lækre sportssæde med sædevarmen sat på det behagelige trin 1... Og var nået 26 min tidligere hjem!!! Man får meget bil for ikke ret mange penge i sådan en SAAB fra 1992, men selvsagt ikke alt. Audi'en kostede imidlertid 20 gange så meget som SAAB'en. En høj pris for 26 minutter.

torsdag den 30. december 2010

SAAB på overarbejde

Min dejlige og900 har hen over julen bragt familien og en ikke uanseelig mængde julegaver og alkohol til og fra skiferie i Sverige. Det er trods massive snemængder og ned til -24 grader gået helt uden problemer af nogen art. For heldigvis er både min SAAB og jeg vild med sne og frost:
De store mængder sne og de ekstremt glatte veje skabte dog problemer for andre dele af familien, idet de skiftedes til at køre fast. Jeg kunne ikke trække Passat'en her fri - selv en SAAB har altså sine begrænsninger:
Hjælpen var nær, men kørte desværre også fast:
Til sidst kom et bæltekøretøj forbi og trak Beder-klanens VW fri.

Om SAAB'en eller chaufføren er årsagen til at vores del af familien slap helt fri af problemer vides ikke... Min egen konklusion er, at det må være kombinationen af SAAB og undertegnede, der bare virker :-)

mandag den 20. december 2010

Utrolige SAAB

Min og900 gør det stadig fantastisk godt - og fuldstændig uden brok her i vintervejret. På trods af at jeg har forsømt den lidt, og ikke har fået skiftet det efterhånden lidt trætte batteri, sprang den i gang her til morgen i 10 graders frost.. Nu glæder jeg mig bare til at skulle på skiferie i SAAB'en - for den er perfekt til sne:
Utroligt hvor meget bil man kan få for næsten igen penge...

Det afholder mig selvfølgelig ikke fra at spekulere i mulige afløsere:-) Og i den forbindelse vender jeg, som så ofte før, tilbage til dem fra Bayern. I SAAB'en savner jeg kun lidt mere motorkraft og motorlyd - og det har fx sådan en E36 328i Touring jo til overflod gennem den fine M52B28 alumotor med 193 hk og 280 nm:
E36 modellen er jo egentlig ikke ligefrem blandt mine favorit BMW'er. Den er ikke den kønneste - og flere steder betegnes den faktisk som et kvalitetsmæssigt lavpunkt for BMW - bl.a. på grund af en svag undervogn og rust. Michael H's meget fine E36 Coupé er imidlertid et tegn på det modsatte. Den føles super 'tight'. Og så kører sådan en E36 325i jo fantastisk: