Viser opslag med etiketten Le Mans. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Le Mans. Vis alle opslag

mandag den 19. september 2011

Toppen af poppen på Goodwood

Tom Kristensen vandt sammen med svenskeren Kenny Brack dette års RAC TT Celebration ved Goodwood Revival, der løb af stablen i den forgangne weekend. Løbet blev afviklet i silende regn og Toms våben var denne Shelby American Cobra Daytona Coupe (billede fra Classic & Sports Car):
Efter skandinaverne fulgte blandt andre den tidligere F1-kører og nuværende tv-kommentator Martin Brundle i Nick Masons Ferrari 250GTO og Jochen Mass i endnu en AC Cobra. Den blå Daytona Cobra virker for mig ikke særlig harmonisk i designet. Jeg kom derfor som så ofte før til tænke på ACs Le Mans  Coupé, der er min absolutte favorit blandt alle Cobra-versionerne. Bygget i et eksemplar af AC Cars og internt kaldet A98 (efter nummeret på Alan Turners tegning). Her er den klar til afgang på fabrikken i Thames Ditton før Le Mans 1964: 
Min favorit - her fotograferet unden for AC's fabrik inden afgang til Le Mans 1964:
I Le Mans blev bilen totalsmadret som følge af en dækeksplosion, men eksisterer heldigvis stadig den dag i dag. Det takket være piloten Barrie Bird, der overtalte Derek Hurlock til at sælge ham vraget, så A98'eren kunne genopbygges. Jeg har tidligere skrevet om A98 på Le Mans i 1964 her. Nedenfor ses et par billeder af den smukke Coupé, som den ser ud i dag. Den slår i mine øjne Toms Daytona set fra alle vinkler - lavere, bredere og uden Daytona-versionernes lidt for korte, lidt for buttede udtryk:
Jack Sears, der har kørt alle versioner af AC's Cobra inklusive Daytona Coupé og den ligeledes lækre Willment Coupé, omtaler A98 som den bedste af dem alle. Sears begrunder det med A98'erens suveræne køreegenskaber samt at den er meget hurtig og stabil på de lige stræk. På Le Mans var netop Sears (der delte A98 med Peter Bolton) den ene af de 2 GT-biler, der kørte på omgangstider på under 4 minutter i 1964. Kun Daytona Cobra'en kørt af Dan Gurney og Bob Bondurant, der senere vandt løbet komfortabelt, kunne følge med. Føringen i løbet skiftede flere gange mellem Sears i A98 og Gurney i Daytona frem til ulykken på omgang nr. 77... På Mulsanne blev A98 i øvrigt målt til over 180 mph. 

Jeg SKAL bare til Goodwood Revival en gang. Og til den tid håber jeg at A98'eren kører med og vinder, gerne med Tom bag rattet !